Ordene kommer fra Facebook COO Sheryl Sandberg i en kort artikel jeg lige falder over midt i min morgenrutine med at gennempløje alle relevante online aviser. Lige nu læser jeg altså huffingtonpost.com, hvor Sandberg citeres for denne udtalelse fremsat på Nielsen’s Comsumer 360 Conference i tirsdags.

Ifølge Sandberg bruger kun 11% af alle amerikanske teenagere email dagligt. Hun fortsætter: “If you want to know what people like us will do tomorrow, you look at what teenagers are doing today.” For at gøre en lang historie kort konkluderer hun så, at “email probably is going away”, selvfølgelig med et lille reklamehint til Facebook: “This is big news for businesses and online advertisers, because Facebook may connect consumers and advertisers more easily (and directly) than email.”

Det er i sandhed svært at spå om fremtiden, men det er i sandhed også svært at lade være. Tidligere tiders spåmænd og spåkoner er i dag afløst af fremtidsforskere, trendforskere, udviklingsentreprenører og sådan en som mig.

Men denne morgenlæsning sætter en tankekæde i gang. For et halvt år siden var jeg inviteret til at overhøre et foredrag af en kendt højskoleforstander på en endnu mere kendt højskole. Foredraget handlede om Forandringsparathed i forhold til Forundringsparathed. Begrebet Forandringsparathed blev jordet som et menneskeødelæggende managementpåfund skabt til at få arbejdstagere til at yde mere til gevinst for arbejdsgivere. Ifølge samme højskoleforstander skulle de unge tilhørere snarere opfordres til forundring og til bevidst at tage skarpt afstand fra forandring og dermed også forandringsparathed. Jeg forstod aldrig pointen om, at det ene udelukkede det andet, ligesom jeg også var uenig i påstanden om, at en smart managementkultur havde skabt begrebet forandringsparathed bare for at manipulere mennesker til at acceptere forandring for forandringens skyld.

Derfor stillede jeg kækt – og måske en anelse provokerende – et spørgsmål, der vinklede problematikken i en liberal frihedstænknings diskurs, hvor forandring og udvikling er centrale fundamenter i væksttænkning.

Oplægsholderen svarede ikke på mit spørgsmål, men veg i sit forsøg på en besvarelse behændigt udenom. Desuden lød det også, som om han ikke havde læst de bøger, jeg henviste til, men det sagde han ikke. En anden tilhører kommenterede, at hun ikke mente, han havde svaret på spørgsmålet! Det forandrede dog ikke sagen.

Og så er det lige, at denne morgenlæsning sætter noget i relief for mig. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vores tilgang til ungdommen og dens adfærd egentlig er. Prøver vi som gamle Jeronimusser, at trække vores generations vanetænkning ned over de unge, fordi det var comme ils faut dengang vi var unge? Det vi fandt rigtigt, eller hvad der duede for os har måske mistet lidt af sin relevans i vores globaliserede teknologiske højhastigheds tidsalder? Kommer vi så ikke let til at tage afstand fra uafvendelige  forandringsprocessser?

Eller er vi som Sandberg i stand til at  aflæse de unges adfærd som en tendens på, hvad der eventuelt måtte komme mere af? Skal vi proppe VORES lære ind i hovedet på de unge, eller kan vi rent faktisk også lære af de unge? Lever vi ikke netop i en tid, hvor ungdommen er forandringsparat ud over alle grænser? Hvor de stimuleres af og stimulerer til forandring? Hvor vi er nødt til at tage ved lære af dem, som de er nødt til at tage ved lære af os? Hvor forandringsparathed og forundringsparathed fint kan gå hånd i hånd? Hvor udvikling og erfaring kan skabe en fantastisk sammenhængskraft på kryds og  tværs af generationer kloden rundt? Bygge broer over kulturelle, sociale og geografiske kløfter?

Vi lever jo i en tid, hvor vi penetrerer og penetreres af hinandens tanker, holdninger, følelser, meninger og ideer 24 timer i døgnet i moderne netværk som Facebook, Twitter og lignende.

Er det ikke på tide, at vi accepterer og hylder forandringsparathed og forundringsparathed som to værdifulde egenskaber i en globaliseret tidsalders dannelsesproces?

Shame on you, som belærer unge mennesker om, at forandringsparathed er af det onde i en verden, der til alle tider er i hastig forandring!

GOD MORGEN!

Kirsten K

Hvid laksandal med sorte ruskind kanter og sort høj ruskind hæl

Er den ikke flot? Jeg kan godt afsløre, at den er superflot på!

Jeg faldt altså også for denne "Lady-Boot". Skøn til et par jeans og flot til bare ben og en god nederdel

Mine fødder trængte til et par lette travesko, da travestøvlerne blev alt for varme. Jeg faldt for et par knaldgrønne Addidas!

Og så lige øreringene. Jeg har det vanskeligt med øreringe. Det er sjældent jeg finder nogle, som jeg synes klæder mig. Men disse dinglende måtte jeg så bare eje!

“Vi må indrømme, at de er topkvalificerede, de er ihærdige, de hårdt arbejdende, men det er også iboende i den kinesiske mentalitet, at de vil frem og de vil være blandt de absolut bedste.” siger man hos Novo Nordisk. Der er et indslag på P1 om, at Novo Nordisk igen har ansat en del kinesiske forskere, fordi, ak ja, de findes ikke bedre!

En repræsentant fra DTU interviewes også. Han siger: “Vi skal ikke gå og bilde os ind, at vi vanvittigt bedre end koreanerne, når det gælde kloge hoveder. Vi er i bedste fald lige så gode.” (Lars Pallesen).

“Vi skal satse langt mere på forskning, dvs. der skal langt flere penge til”, lyder det, “ellers taber vi kampen som videnssamfund – også – og hvad skal Danmark så leve af?!”

Hmmm……. er det nu den hele sandhed? – spørger jeg mig selv. Ingen tvivl om, at det vil gøre en hel del. En stor forskel. Når man fokuserer på noget og bakker fokus op med ressourcer, vokser og vækster området, ingen tvivl om det.

MEN jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke værdier, der ligger til grund for forskellen. Kan vi hamle op med de kinesiske værdier?

Her tænker jeg IKKE politisk. Kineserne har som individer og som samfund ENORME ambitioner. De er mange, de er, som det bliver sagt, vant til at kæmpe og til at kæmpe hårdt for at få blot en lille bid af kagen. Og de vil have den bedste bid, og den største. De arbejder hårdt for at blive så gode som muligt, for at komme i eliten – det gælder i øvrigt også på alle andre områder end i forskningen – og for at komme i eliten, skal der ydes toppræstationer, som giver topresultater.

Jeg har i en årrække haft et tæt samarbejde med et kinesisk firma med europæisk hovedsæde i Tyskland. Denne kinesisk ejede virksomhed laver testudstyr. Højteknologisk. Første gang, de lancerede deres testudstyr, var folk ved at dø af grin. Det var billigt og forholdsvis primitivt, fordi det kun ramte en brøkdel af det segment, som de etablerede og kendte brands dækkede, men det kinesiske mærke var meget præcist lige nøjagtigt på det område, det ramte. Det var en god start for mindre eller nyopstartede firmaer, efterhånden blev en loyak kundegruppe for kineserne. Disse mindre virksomheder havde ikke råd til at købe det europæiske, velrennomerede meget dyre testudstyr. De kinesiske salgskonsulenter etablerede en tæt og hyppig kontakt til de virksomheder, der købte udstyret, for de ville have feedback – meget og hyppigt. De ville vide alt. De ville vide, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede! Hvad var kundernes behov? Hvordan kunne produkterne optimeres? Forbedres? Udvikles? Pludselig gik det hurtigt. Pludselig blev det kinesiske produkt konkurrencedygtigt på både bredde, fleksibilitet, nøjagtighed, testhastighed og ikke mindst på brugervenlighed, – og stadig til halv pris.

De europæiske testudviklere forbedrede også deres produkter, men det foregik ikke på samme måde i samspil med kunder og brugere. Det foregik hjemme i udviklingsafdelingen, hvor ingeniørerne fik gode ideer! Og hvis man som kunde kom med kritikpunkter eller forslag til forbedringer, havde man ikke en fornemmelse af lydhørhed.

Gæt hvem der i dag sidder på det pågældende marked? Med et topkvalificeret testudstyr, der er langt mere brugervenligt og konkurrencedygtigt på så godt som alle områder? – OG stadig til halv pris! Right – kineserne er også her kommet for at blive!

Og hvor fører al den snak og kvidren os så hen?

Jo, til det faktum, at vel handler MEGET om ressourcer, men ALT handler om værdier!

Kineserne ville aldrig have den fremmarch, de har nu, på alle planer: teknologisk, økonomisk, magtpolitisk, militært, etc. Hvis der ikke lå et fasttømret og fuldt integreret værdisæt under. Et værdisæt, der i stor udstrækning gælder for det kinesiske samfund, de kinesiske magthavere og for den individuelle kineser – i et åbenbart samspil.

Som der i radioindslaget også siges fra Novo Nordisk side: “Det er kinesernes mentalitet, der klassificerer dem til en plads i den absoluttet topelite! ” - Den absolutte topelite! Så kan det vist ikke blive bedre? (“Jo, de mangler lidt teamspirit, men det kommer de hurtigt efter med”, siger man i Novo). Kan vi så karakterisere vores forskere i den absolutte top elite? Jeg håber, at vi stadig kan, men der er jo en ÅRSAG til, at man i globalt orienterede virksomheder som Novo Nordisk i stigende grad prioriterer kinesiske forskere, ikke sandt?

Mentaliteten, det var den, vi kom bort fra. Kineserne beskrives som sagt som ambitiøse, hårdtarbejdende og ENORMT resultatorienterede, vel at mærke for at nå de bedste af de bedste resultater. De VIL befinde sig i eliten. De VIL ARBEJDE sig op fra “avisbud til direktør”, og det kinesiske samfund muliggør i dag denne drøm – og så i den grad!

Hovsa – hvad er det jeg skriver? Er det ikke den amerikanske drøm, jeg er ved at beskrive? Det der tidligere kun var muligt i USA? At man ved at være tro mod sine værdier og en hårdtarbejdende amerikaner kunne blive til hvad som helst stort i det amerikanske samfund, i verdens mest kapitalistiske land med de frie markedskræfters spil?

Nu er det sørme også muligt i Kina, der er berygtet for stram statsstyring, krænkelse af menneskerettigheder, m.v.?? Hvad er det lige, der er ved at ske? Og hvad pokker er der sket med Vesten? Er vi blevet for dekadente? For splittede? For værdimæssigt korrupte på det indre plan?

Nu kunne det lyde, som om jeg er kineserfreak, Maofetichist eller bare socialist? Men intet kunne være længere fra sandheden. Jeg prøver bare på at beskrive nogle tendenser i tiden, som jeg oplever dem med mine øjne og ører – ud fra en helt og aldeles uvidenskabelig betragtning (det har jeg nemlig lært af Søren Kierkegaard, som også tillod sig at skrive helt og aldeles uvidenskabeligt – uden sammenligning i øvrigt) – for at placere dem i et perspektiv, hvor jeg og mit arbejde kan være med og få en anelse gyldighed. Nemlig i mit arbejde med værdier og værdisæt. I arbejdet med at gøre opmærksom på, hvorfor vi er nødt til at gøre os vores værdier klart, hvorfor vi er nødt til at følge vores bevidstgjorte værdier med hjertet, med hjernen og med hånden (oversat: i handling, hvis nogen ikke forstår det der med hånden), hvis vi skal have en chance for at spille med på den internationale GLOBALISEREDE scene i fremtiden. Vi er nødt til at skabe og genskabe en stærk integritet, hvor tanke, ord og handling spiller samme melodi, hos den enkelte person, som medarbejder og/eller leder i en virksomhed OG som borger i Danmark og i verdenssamfundet.

- og den var meget stærk! Den var vokset i mig i årevis, samtidig med at jeg arbejdede på et turn-around projekt for en amerikansk virksomhed!

Jeg blev mere og mere fascineret USA, af dette store land med dets store muligheder og af den amerikanske storhed i sind og tankegang. Jeg havde en drøm om engang at komme til at bo og arbejde i USA.

Hele tiden har jeg dog også haft en ambivalens. Jeg har savnet stil, kultur og historie, når jeg var derovre, men man kan jo ikke få det hele. Som jeg plejede at sige: Jeg oplever megen glamour og meget lidt stil og kultur. Jeg lærte, at for amerikanere betyder kulturel og historisk arv ikke det samme som for os europæere! Men da forskellighed i min verden er komplementære størrelser, kan det jo kun være et plus!

Men hvad så nu?

Hvad sker der med Amerika?

Det skræmmer mig en anelse, at mens der ævles og kævles i Kongressen og i Repræsentanternes hus om alle mulige og umulige beslutninger, er Asiens store vækstøkonomier med Kina i spidsen ved at overhale USA inden om. Det gælder bl.a. den teknologiske udvikling, det gælder på klimaområdet, hvor netop den teknologiske udvikling spiller en kæmperolle, det gælder kulturelt med baggrund i en tusindårig historisk stolthed, og det gælder økonomisk såvel som magtpolitisk. De rykker virkelig i Kina, som vi siger det på moderne dansk.

Jeg bliver nervøs for, at vi i Vesten er for fodslæbende, at vores velstand og velfærd i al for høj grad har været en sovepude. Jeg forbavses, når Cepos, som jeg ellers anser for at være fremme i skoene, på klimaområdet ikke ønsker en proaktiv tilgang, ikke ønsker rettidig omhu, når de fx i deres klimarapport anbefaler kul som en fremtidig energikilde til Danmarks EL-forsyning.

Ser man ikke, hvordan det buldrer derude i Asien? Ser man ikke, hvordan den teknologiske udvikling sammen med deres økonomier nærmest eksploderer disse dage?

Alt imens de danske politikere synes, at det er vigtigt og visionært at diskutere burkaforbud, om den kriminellle lavalder skal sænkes et år eller ej, om det skal være fod- eller armlænke, om det er partierne til venstre eller til højre, der har mest ret i småting. De politikere, der i øvrigt står på tæerne af hinanden for at tilkæmpe sig pladsen på midten.

Vi har ikke opdaget, at vi lever i en global verden, når vi stadig navlebeskuende kan bruge så megen energi og spalteplads på at diskutere, hvorvidt islam udgør en trussel eller ej. Hvis vi løfter blikket en smule og kigger lidt på, hvad der sker uden for Valby Bakke, så ligger vores store udfordringer på den globale legeplads et helt andet sted. Nemlig, at vi i fremtiden skal kunne hamle op med Kina, Indien, Sydkorea, m.v. De er dygtige, de har nogle individuelle og samfundsmæssige værdisæt, der kan befordre en økonomisk og politisk fremgang og vækst, der kan komme til at sætte os vesterlændinge skakmat, hvis vi ikke opper os lidt!

Jeg er stærk tilhænger af Obama på mange fronter. Jeg beundrer manden, for hans selvstændige tankegang, som styrkes af han stærke integritet. Jeg beundrer ham for hans evne og vilje til at tænke stort, globalt og for hans visionære ledelse. Jeg har stor respekt for hans dialogiske tilgang til problemløsning, etc. Men jeg er samtidig bange for, at hans redningspakker ikke har været den rette tilgang til løsningen af finanskrisen. En krise, som jo dybest set er udsprunget af Vestens overforbrug. Vi har lade os stille tilfredse med at nyde uden rigtigt at yde. Vi var kommet så langt, at de sidste årtiers udvikling mest har fokuseret på vores nydelseskultur, mens man i Kina har fokuseret på teknologisk udvikling, uddannelse og forskning. Vi har desuden med USA i spidsen forbrugt og overforbrugt, levet i sus og dus, for LÅNTE FJER, mens man i Kina og andre lande puget penge sammen, spinket og sparet og givet os lange kreditter, så vi kunne købe, forbruge og smide endnu mere væk. Så mens vi er faldet i en tornerosesøvn, er Kina nu ved at give os baghjul.

Tag nu fx bilindustrien. Hvorfor har Obama reddet GM? Javel, arbejdspladserne er svaret, men GM har i årtier kørt med underskud, – det er et faktum, der er beskrevet mange steder – GM der har lånt og lånt penge, for at kunne overleve, først af banker og sidst nu af den amerikanske stat. Vel at mærke penge, som den amerikanske stat IKKE har, men som den må ud at låne!!!!! Dårlig ledelse? Hvad ved jeg!

Tidligere sagde man, at hvad der var godt for GM var godt for USA og omvendt. OK – er det stadig sådan? Skræmmende er det i hvert fald, hvis GM er et sindbillede på USA!

GM’s selskab i Kina går forrygende, men ellers planlægger kineserne ikke at importere biler fra USA. De er selv ved at udvikle energirigtige små og store biler ud fra en “ud af boksen” tænkning, der ikke er set i Vesten på dette område. Warren Buffett har investeret i et af foretagenerne og storsmiler ved den udvikling, han oplever!

Vi har altså fået nogle redningspakker, der er finansieret med – ja, lånte penge. Og politikerne vil have gang i forbruget, så vi kan få noget mere overforbrug. Overforbruget grovæder klodens ressourcer, og langsommere går det ikke, når Kina og Indien også kommer op i omdrejninger.

Situationen ser i min optik i korte rids nogenlunde sådan ud:

1. Vi har en finanskrise, hvor regeringer verden over med såkaldte redningspakker har lappet de værste skader og forhindret, at det der måske skulle være faldet, faldt. MEN REGNINGEN ER IKKE BETALT! Underskuddet på handelsbalancerne forskyder den økonomiske magtbalance i verden – og det går for tiden MEGET hurtigt!

2. Dollaren er ikke mere en stabil faktor i verdensøkonomien. Den står måske for fald!

3. Vi har en klimakrise, selvforskyldt eller forskyldt af “ukontrollable naturkræfter”, som vi må forholde os til. Vi bliver i hvert fald tvunget til at forholde os til konsekvenserne af den globale opvarmning, uanset om det er selvforskyldt eller ej.

4. Vi står over for en ressourceknaphed af MÅSKE uforudsigelige dimensioner. Olien er ved alt slippe op, og der KAN blive mangel på mad og drikkevand.

5. I Danmark er baby-boom generationen er ved at blive gammel. Store dele af den vil gå på pension, og med alderdom følger også mange sygsomme. HVORDAN og HVEM skal finansiere det? Kan og skal velfærden opretholdes? Og i givet fald hvordan?

KAN vi FORBRUGE os ud af disse problemstillinger? Jeg spørger bare!

HVORFOR søger vores politikere ikke i højere grad proaktive svar? Spørgsmålene er ikke nye, de har stået åbne i årtier. Vil en form for rettidig omhu ikke være på sin plads?

Vi skal tænke ud af boksen, tænke i visioner, i udvikling og i løsninger.

Der skal tænkes i nye muligheder, findes nye svar på efterhånden ældgamle problemstillinger. Vi skal teknologiudvikle, designudvikle, tænke i helheder og globalt!

Det er derfor, vi skal vælge modige politikere, der tør se kendsgerningerne i øjnene, og som tør komme med løsninger på de problemstillinger, vi står overfor, i stedet for at logre med halen for at please sig til stemmer hos vælgerne.

HUSK, at det der dig og mig, der betaler vore politikeres løn!

Men hvad nu med min amerikanske drøm! Ja, den er måske krakeleret en lille smule i løbet af det sidste års tid!