Poul Høy giver måske forklaringen: “Mens vi i Europa er i en tilstand af at være, er amerikanerne altid på vej”. – kunne en af årsagerne til, at jeg matcher Amerika og amerikanere så well….

Sådan står der på allerførste side i Anne Mette Lundtoftes bog “New York, New York”. Jeg fik fingre i bogen i går – for jeg skal nemlig snart gense NYC, og jeg kan næsten ikke vente. Jeg tænker på suget i maven, når jeg fra Newark nærmer mig Manhattans skyline og “densiteten” som vælder imod en, så man næsten taber pusten. Den går gennem marv og ben, slår en omkuld, berusende, forførende, benhårdt og besættende. Man er aldrig mere den samme…….

Denne gang skal jeg ikke til NYC alene, men sammen med Birgitte, Jørn og Jørgen samt en flok unge kreative talenter. Det glæder jeg mig voldsomt meget til.

Forfatteren tog til NYC for at studere et år. Og det år var hvad det tog hende overhovedet at vænne sig til byen. Så tog hun et år mere, og et til, og endelig ti år til……

Jeg vil som jeg plejer citere en lille bid:

“Kakerlakker i sengen er en af den slags personlige krænkelser, man må leve med, hvis man vil leve i New York. Tårnhøje huslejer for elendige boliger er noget andet, man må leve med, hvis man vil blive i byen. Det opdagede jeg efter en måneds boligjagt, der endte med hvad en ven kaldte et “udhængsskab” på East 9th Street. Den kostede mig ikke bare hele mit studielegat hver måned, men også flere tusinde dollar under bordet til en koreansk bolighaj i et baglokale i Queens. Lejligheden havde huller i vægge og gulv, komfuret virkede ikke, og vandtrykket var aldrig højt nok til, at jeg kunne tage brusebad. Til gengæld havde jeg udsigt over Empire State Building fra mit soveværelsesvindue og adgang til et tag, der om sommeren fungerede som min dagligstue. Her sad jeg på de hede sommeraftener omringet af New Yorks skyline til alle sider og betragtede det myldrende liv i gaderne neden for.

Ekstreme vejrforhold er noget tredje, man må vænne sig til: Når det regner i New York, styrter det ned. Når det er varmt, er det hlevedes varmt. Om vinteren kan snestorme begrave Manhattan, og byen, der aldrig sover, pludselig falder i søvn. Om sommeren kan tornadoer ramme med vindstød så kraftige, at de kan slå en voksen mand omkuld. Ingen vind bider så brutalt som den, der på en iskold februarmorgen rammer én på vej over 5th Avenue. Ingen stank er værre end den, der siver op fra affaldssække på gaden under en hedebølge i august.”

Bogens undertitel er “Ti vandringer i Newyorkeres fodspor”, hvor AML beskriver 10 forskellige steder i NYC, set og berettet gennem 10 forskellige menneskers liv. Nogle af disse er kendte, nogle er ukendte, men spændende og forførende er det at komme lidt ind under huden på disse New Yorkere og deres CITY!

Kærlig hilsen

Kirsten K

Tonight I am going to sleep with Hemmingway – at least I will invite him into my bed……

Fiesta: The Sun Also Rises!

“Paris in the twenties: Pernod, parties and expatriate Americans, loose-living on money from home. Jake is wildly in love with Brett Ashley aristocratic and irresistibly beautiful but with an abandoned sensuous nature that she cannot change.

When the couple drifts to Spain to the dazzle of the fiesta and the heady atmosphere of the bullfight, their affair is strained by new passions, new jealousies and Jake must finally learn that he will never possess the woman he loves.

Powerful, intense, visually magnificent. Fiesta is the novel which established Ernest Hemmingway as a writer of genius.”

“I once saw a quote from dancer/choreographer Martha Graham framed and hung on a wall in a ballet studio. It said DISCIPLINE IS LIBERATION. At first that seemed like an oxymoron – isn’t liberation the opposite of discipline? But discipline here doesn’t mean tightness and rigidity, or punishment for wrongdoing. It means being so committed and so fully contained that you can let go; so deeply connected that you can detach; so strong that you can be gentle. Liberation takes intentionality, deliberation, courage, and – yes – discipline.”

- and then:

“For me, discipline, liberation, means acknowledging my demons, banishing them to the corner, seeing my past and excising the old patterns and baggage to make room for stillness. It is within stillness that I will hear the small voice and know where it is leading me. Call that voice what you will, but it has always been there, although during my second act – and in much of my first, for that matter – it was too risky for me to hear it.”

- and further down – I read my own mantra:

“I don’t want to die without knowing who I am.”

- Can’t wait to read the next pages……………

Bækkenbundsøvelser for mænd!

“Væk med dryppisseriet og en halvstivert” siger Peter Aalbæk Jensen. Han sender sine mandlige medarbejdere på et sådan kursus – og med stor succes!

De er stærkt motiveret, siger han!

Læser i al stilfærdighed lidt i Kathrine Lilleørs bog. Er ved at lakke mod enden!

Ordene står på side 185. De drager mig:

“Jeg har tænkt over, om der ikke altid med dette ikke at ville være skyldig, ikke at vedkende sig medansvar, følger en optagethed af regler og en hårdnakket holden fast i, at så længe reglerne er med mig, så er jeg også ansvars- og dermed skyldfri?

Og der følger mere med: Med den morderne dyrkelse af offeret, det skyldfri, det rene, det anstændige menneske, følger nødvendigvis en rettighedstænkning. Jeg er i min godt ret. I min gode ret til ……. så meget. Plante træer på min side af hækken, der godt nok tager naboens udsigt. Men det er min ret. Til at køre frem og ikke holde tilbage, når der ingen fodgængerovergang er. Til at …. fortsæt listen. Den er så uendelig lang, og vi har hver vores, som vi hele tiden supplerer. Hvornår slettede jeg sidst noget på min mentale rettighedsliste? Jeg holder nidkært fast og kører frem. Er noget min ret, så kan jeg nemlig kræve den med god og uanfægtet samvittighed, kan jeg. MEN kan jeg nu det, jeg lille kristne menneske? Jeg, Kristi discipel? Jeg, hans døbte elskede barn?

Nej. Det er så provokerende, at man skal konfrontere sig selv med det mindst en gang om året eller i timen: Vi kristne har ingen rettigheder over for vores næste. Vi har ikke ret til noget på forhånd. Glem det.”

- og så noget længere nede i teksten står der:

“Det kan i al sin overfladiskhed gå rigtig godt lige indtil den dag, hvor livet indhenter mig, og jeg som min bedstefar (forhistorien) pådrager mig skyld, som ikke er sådan at vaske af, selvom love og domstole frifinder mig. Da falder hele korthuset af rettigheder og rimeligheder sammen. Der er dømt bar bund. Og tomhed. Intet at holde sig til. Man kan kun håbe på, at fortrængingen tager over, og at de andre glemmer hurtigere end en selv.

Med mindre man er så heldig, at man har ører at høre med. Ører, der kan høre, hvad Jesus siger: At intet menneske lever uden at gøre sig skyldig i småt og stort. Ingen.

“Den mand, der foragter sig selv, prøver på at vinde selvagtelse ved seksuelle oplevelser – hvilket ikke kan gøres, da sex ikke er årsagen til, men en virkning af og et udtryk for en mands fornemmelse af sit eget værd.”

“Det må De hellere forklare nærmere.”

“Er det nogen sinde gået op for Dem, at det er det samme spørgsmål? De mænd, der tror, at rigdom kommer fra materielle kilder og ikke har nogen intellektuel rod eller mening, er de samme mænd, som – af samme grund – mener, at sex er en fysisk evne, der virker uafhængigt af ens hjerne, valg eller etik. De tror, at éns krop skaber et begær og træffer et valg for én …………. De siger, at kærligheden er blind, – at det seksuelle er uimodtageligt for fornuften og spotter alle filosoffers magt. Men i virkeligheden er menneskets seksuelle valg resultatet og summen af dets fundamentale overbevisning. Sig mig, hvad en mand finder seksuelt tiltrækkende, så skal jeg fortælle Dem hele hans livsfilosofi. Vis mig den kvinde, han går i seng med, og jeg skal fortælle Dem, hvordan han vurderer sig selv. Uanset hvilket fordærvet tøjeri man lærer ham om det dydige i uegennytten, er det seksuelle den mest dybt egoistiske af alle handlinger, en handling, han ikke kan udføre af nogen anden grund end sin egen nydelse – prøv blot på at tænke, at den udførtes i en uegennyttig næstekærligheds ånd! – en handling, der ikke er mulig i selvfornedrelse, men kun i selvforherligelse, kun i forvisningen om at være begæret og være værdig til at blive begæret. Det er en handling, der tvinger ham til at stå nøgen åndeligt såvel som legemligt, og at acceptere sit virkelige jeg som sin værdimåler.

Han vil altid blive tiltrukket af den kvinde, der afspejler hans dybeste vision af sig selv, den kvinde, hvis hengivelse tillader ham at opleve – eller hykle – en følelse af selvrespekt. Den mand, der med stolthed er vis på sit eget værd, vil ønske den højeststående kvindetype, han kan finde, den kvinde, han beundrer, er den stærkeste, den der er vanskeligst at erobre – fordi kun besiddelsen af en heltinde vil give ham følelsen af at have udrettet noget, og det vil besiddelsen af en tomhjernet harpe ikke. “

“Han søger ikke at øge sit værd, han søger at udtrykke det.  Der er ingen konflikt mellem hans hjernes målestok og hans krops længsler. Men den mand, der er overbevist om sin egen værdiløshed, vil blive draget mod en kvinde, han foragter – fordi hun vil genspejle hans eget hemmelige jeg, hun vil befri ham fra den opjektive virkelighed, i hvilken han et et bedrag, hun vil give ham en momentan illusion om hans eget værd og en momentan flugt fra den moral, der fordømmer ham. Læg mærke til det hæslige rod, som de fleste mennesker gør deres seksualliv til – og læg mærke til det rod af selvmodsigelser, som de hylder som deres moralfilosofi. Det ene går videre fra det andet. Kærlighed er vores reaktion på vores højeste værdier – og kan ikke være noget som helst andet. Hvis en mand forplumrer og fordærver sine værdier og sit livssyn, lad ham hævde, at kærlighed ikke er selvnydelse, men selvfornægtelse, at dyd ikke består af stolthed, men af medlidenhed eller smerte eller svaghed eller opofrelse, at den ædleste kærlighed ikke fødes af beundring, men af næstekærlighed, ikke som en reaktion på værdier, men som en reaktion på mangler – så har denne mand skåret sig selv over i to dele. Hans krop vil ikke adlyde ham, den vil ikke reagere positivt, den vil gøre ham impotent over for den kvinde, han foregiver at elske, og drage ham mod den mest lavtstående skøgetype, han kan finde. Hans krop vil altid følge hans dybeste overbevisnings yderste logik; hvis han tror, at mangler er værdier, har han fordømt tilværelsen som ond, og kun det onde vil tiltrække ham. Han har fordømt sig selv, og han vil føle, at fordærvelsen er det eneste, han er værdig til at nyde. Han har ligestillet dyd med smerte, og han vil føle, at lasten er det eneste område for hans nydelse. Så vil han råbe op om, at hans krop har sine egne hæslige lyster, som hans hjerne ikke kan sejre over, at det seksuelle er syndigt, at sand kærlighed er en rent åndelig følelse. Og så vil han undres over, at kærligheden intet bringer ham undtagen kedsomhed og seksualiteten intet andet end skam.”

- Francisco d’Anconia (Ayn Rand)

…. og så videre, der står meget mere interessant på de næste par sider, men det må du selv læse ……..

Kirsten K

“BILLEDHUGGEREN havde sagt, at novellen var tankevækkende, og det var da virkelig ordet: Hemmingways “Up to Michigan”. Den fandtes i en stor blå novellesamling, som han læste til sengs, til sofa, til middag, over det hele for at undgå at tale med mig, se på mig. “Up to Michigan” handler om en mand, der flirter med en ung pige uden rigtigt at ville have hende. Hun bliver blufærdigt og hedt forselsket i ham. En aften, hvor han er fuld, voldtager han hende ydmygende udenfor i kulden på jorden. Efter at han er blevet tilfredsstillet, ruller han væk og ind i sig selv. Pigen bliver alle sine tårer til trods ved med at kysse den sovende mand i den kolde morgen. Hun tager ligefrem sin overfrakke af og svøber den om ham, selvom hun fryser selv. Hvorfor? Hvorfor sparker hun ham ikke i skridtet, råber og skriger, at han har udnyttet hende?

Der kan vel være så mange grunde. Måske er det, fordi alle hendes længsler er i hans hænder.”

- fantastisk tænkt og skrevet!

“vi græder og græder, indtil dén tåre,

der er den tungeste del af et liv

om at falde

fra øjet og ned,

bryder frem. Så er vi voksne.”

- Søren Ulrik Thomsen (Hjemfalden, 1991)

Jeg tænker og føler: Hold da kæft, hvor er det godt skrevet…….

og så må jeg igang med at læse bogen!