Det unikke – Haute Couture – “Håndens værk og arbejde” – en holdning – en kunstart!

Jeg holder af det unikke, det enestående; det, der ikke findes så mange af – af slagsen!

Det er derfor jeg er vild med kunst og haute couture – for eksempel. Det er derfor jeg elsker håndskrevne personlige ark fremfor maskinskrevne, eller printede sider. Det er derfor jeg henrykkes, når jeg finder en gammel antikvitet eller genstand udskåret af en elefantstødtand fra dengang, hverken elefanter eller mennesker var truede arter. Det er derfor jeg bliver vild med en håndstrikket poncho, hvor nogen har gidet at gøre sig umage med mønstret. Der er også derfor jeg er vild med Café under Masken i Århus. Der findes simpelt hen ikke noget mage til, og den er dybt personligt indrettet.

Jeg er opvokset i den industrielle tidsalders stærkt patriakalske ånd. Den ånd og tidsalder, hvor den industrielle udviklings masseproduktion fødtes. I det århundrede hvor vi oplevede verdenshistoriens største økonomiske globale vækst. Den tidsånd, der har skabt de store krige med deres teknologiske og på mange måder også fantastiske og vidunderlige fremskridt. Den tidsalder, der muliggjorde vores nuværende velstand og høje levestandard. En levestandard som desværre også har standardiseret alt, degraderet håndværk, så det snart er umuligt at skrive eller arbejde med “hånden”. Samme skæbne er undergået den højeste mode – Haute Couturen, der har forvandlet  sig til prestigefyldte brands – som efterhånden er endt med at blive hver mands eje, standardprodukter, der masseproduceres og sælges til skyhøje priser i hele verden.

De samme forretninger finder jeg, hvad enten jeg spadserer i Cesars Palace i Las Vegas, på Boulevard St. Germain i Paris, på 5th Ave. i NYC eller i Stockholm, København, Pragh, eller hvor som helst i en af verdens stor- eller større byer. Og kvinderne ser stort ens ud, hvad enten de er fra Paris eller Rio – i hvert fald hvad angår mode og udstyr. Det er desværre bare ikke så interessant mere.

Om man har den ene eller anden udgave af en Louis Vuitton taske er ikke mere spændende nok! De er alle sammen masseproduceret og distribueret til alle lande, ung og gammel – og i den vestlige verden til alle sociale klasser, til hvem som helst, der gider interessere sig for den slags. Bevares design og kvalitet er orden – det manglede da også bare prisen taget i betragtning. Der er simpelt hen blevet for mange af hvert enkelt stykke,  og det er det, der i mine øjne gør dem en smule uinteressante og giver dem et touch af u-luksus.

Det er derfor den personlige stil efter min mening bliver mere påtrængende end nogensinde.

Jeg elsker Chanel. Jeg er vild med Karl Lagerfelds chanelprodukter. Men de ligger også stadig på et niveau, der balancerer haute couturen. Detaljer bliver stadig fremstillet af håndværkere, der lige netop mestrer det ypperste inden for deres specifikke felt.

Karl Lagerfeld siger det så enkelt igen og igen: “En vare er ikke luksus, bare fordi den er hundedyr. Den er luksus, fordi den er sjælden og umulig at opdrive.”

Chanel Haute Couture

Chanel Spring 09

Jeg synes også, at det er mere eller mindre trivielt at besøge diverse “comme il faut” hjem, hvor de samme danske designermøbler og B&O anlæg præger stilen. Jeg holder ikke til hjem, jeg ikke kan skelne fra et “Skandic” hotelværelse. Jeg kunne ikke selv bo såden. Til gengæld frydes jeg længe ved et besøg i et hjem, hvor man kan se og mærke skønheden i den personlige stil med fx et specielt udvalgt møbel,  med blomster og individuelle farvevalg. Hvor der er en dynamisk skønhed præget af den kreative hjerne, der bebor stedet. Hvor man i indretningen kan se og mærke den personlighed, der bor i det pågældende hjem. Smukke og kønne hjem kan være meget forskellige!

Så hvorom alting er, skriver jeg dette indlæg for at slå et slag for det personlige og for det, der er følt og tænkt over, skønheden i det menneskelige touch frem for det maskinelle touch. Jeg tror og håber på, at vi med videnssamfundet og den kreative klasse, med iværksættermentaliteten og med kunsten, der p.t. på den gode måde “hærger” verden over, vil genoplive noget af det personlige, noget af det menneskeligt ypperlige i håndværk og kunst, noget af det, som er gået lidt tabt i den industrielle tidsalder. Jeg kan lide håndens arbejde. Ting, der er fremstillet med omsorg og kærlighed. Sådan har jeg det for øvrigt også med mad!

Jeg ser det spire mange steder. Det er og bliver sikkert ikke billigt, men det er en fryd for øje og sjæl!