Er emails ved at være passé?

“Email is probably going away!”

Ordene kommer fra Facebook COO Sheryl Sandberg i en kort artikel jeg lige falder over midt i min morgenrutine med at gennempløje alle relevante online aviser. Lige nu læser jeg altså huffingtonpost.com, hvor Sandberg citeres for denne udtalelse fremsat på Nielsen’s Comsumer 360 Conference i tirsdags.

Ifølge Sandberg bruger kun 11% af alle amerikanske teenagere email dagligt. Hun fortsætter: “If you want to know what people like us will do tomorrow, you look at what teenagers are doing today.” For at gøre en lang historie kort konkluderer hun så, at “email probably is going away”, selvfølgelig med et lille reklamehint til Facebook: “This is big news for businesses and online advertisers, because Facebook may connect consumers and advertisers more easily (and directly) than email.”

Det er i sandhed svært at spå om fremtiden, men det er i sandhed også svært at lade være. Tidligere tiders spåmænd og spåkoner er i dag afløst af fremtidsforskere, trendforskere, udviklingsentreprenører og sådan en som mig.

Men denne morgenlæsning sætter en tankekæde i gang. For et halvt år siden var jeg inviteret til at overhøre et foredrag af en kendt højskoleforstander på en endnu mere kendt højskole. Foredraget handlede om Forandringsparathed i forhold til Forundringsparathed. Begrebet Forandringsparathed blev jordet som et menneskeødelæggende managementpåfund skabt til at få arbejdstagere til at yde mere til gevinst for arbejdsgivere. Ifølge samme højskoleforstander skulle de unge tilhørere snarere opfordres til forundring og til bevidst at tage skarpt afstand fra forandring og dermed også forandringsparathed. Jeg forstod aldrig pointen om, at det ene udelukkede det andet, ligesom jeg også var uenig i påstanden om, at en smart managementkultur havde skabt begrebet forandringsparathed bare for at manipulere mennesker til at acceptere forandring for forandringens skyld.

Derfor stillede jeg kækt – og måske en anelse provokerende – et spørgsmål, der vinklede problematikken i en liberal frihedstænknings diskurs, hvor forandring og udvikling er centrale fundamenter i væksttænkning.

Oplægsholderen svarede ikke på mit spørgsmål, men veg i sit forsøg på en besvarelse behændigt udenom. Desuden lød det også, som om han ikke havde læst de bøger, jeg henviste til, men det sagde han ikke. En anden tilhører kommenterede, at hun ikke mente, han havde svaret på spørgsmålet! Det forandrede dog ikke sagen.

Og så er det lige, at denne morgenlæsning sætter noget i relief for mig. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vores tilgang til ungdommen og dens adfærd egentlig er. Prøver vi som gamle Jeronimusser, at trække vores generations vanetænkning ned over de unge, fordi det var comme ils faut dengang vi var unge? Det vi fandt rigtigt, eller hvad der duede for os har måske mistet lidt af sin relevans i vores globaliserede teknologiske højhastigheds tidsalder? Kommer vi så ikke let til at tage afstand fra uafvendelige  forandringsprocessser?

Eller er vi som Sandberg i stand til at  aflæse de unges adfærd som en tendens på, hvad der eventuelt måtte komme mere af? Skal vi proppe VORES lære ind i hovedet på de unge, eller kan vi rent faktisk også lære af de unge? Lever vi ikke netop i en tid, hvor ungdommen er forandringsparat ud over alle grænser? Hvor de stimuleres af og stimulerer til forandring? Hvor vi er nødt til at tage ved lære af dem, som de er nødt til at tage ved lære af os? Hvor forandringsparathed og forundringsparathed fint kan gå hånd i hånd? Hvor udvikling og erfaring kan skabe en fantastisk sammenhængskraft på kryds og  tværs af generationer kloden rundt? Bygge broer over kulturelle, sociale og geografiske kløfter?

Vi lever jo i en tid, hvor vi penetrerer og penetreres af hinandens tanker, holdninger, følelser, meninger og ideer 24 timer i døgnet i moderne netværk som Facebook, Twitter og lignende.

Er det ikke på tide, at vi accepterer og hylder forandringsparathed og forundringsparathed som to værdifulde egenskaber i en globaliseret tidsalders dannelsesproces?

Shame on you, som belærer unge mennesker om, at forandringsparathed er af det onde i en verden, der til alle tider er i hastig forandring!

GOD MORGEN!

Kirsten K